Plejer Dræber

Den her tekst handler om vores situation som almindelige borgere i klimakrisen. Især handler den om hvordan vi taler om klimakrisen, politikerne og vores medborgere. Det første vi må indse, for at finde ud hvad vi skal gøre er, at klimakrisen er en rettighedskamp. Det handler om at beskytte vores rettigheder som almindelige mennesker. På den anden side af kampen står megavirksomheder og staten, der kæmper for deres egne interesser og har det okay med at ødelægge vores rettigheder som bivirkning.

For at gøre teksten mere konkret bruges ordet ’politikere’ i stedet for ’megavirksomheder og staten’ men hold fast i at megavirksomheder har rigtig meget politisk magt og at politikere i forskellig grad er en del af staten. Vi kan ikke regne med at politikerne har bedste intentioner for os, når de klart handler i egne og megavirksomheders interesse. Et meget tydeligt eksempel var da ”klimahandlingsplan 2020” blev lavet. Her var der mulighed for at lade almindelige borgere, videnskaben og/eller megavirksomheder vælge indholdet. Almindelige borgere, repræsenteret gennem et klimaborgerting, blev ikke engang spurgt. Borgertinget blev først oprettet efter planen var lavet og det har ikke fået nogen politisk magt. Videnskaben, repræsenteret gennem Klimarådet blev spurgt og så ignoreret. Sammenhold selv deres anbefalinger, med hovedpunkterne i ”Klimahandlingsplan 2020”. I stedet blev retten til at bestemme foræret til 13 rige personer repræsenteret gennem de såkaldte ”klimapartnerskaber”. Personer, der ikke repræsenterer andre mennesker end dem selv, og aktionærerne for de megavirksomheder, de er ansat af.

Udover at politikere og almindelige borgere har forskellige mål har de også forskellige ansvar i samfundet. Regler og love er bygget op om idéen om samfundskontrakten: almindelige borgere overgiver magten til politikerne på den betingelse at de beskytter deres rettigheder. Men politikerne vælger at beskytte deres egen magtposition og virksomheders muligheder for at tjene penge i stedet for at beskytte os og vores medmennesker i det globale syd mod det sammenbrud af madsystemer som klimakrisen i sidste ende betyder. Der er grundlæggende forskel på staten og almindelige borgere og som borgere er vi nødt til at tale højt om den adskillelse el. som Marjane Satrapi skriver: ”Forskellen på dig og din regering er meget større end forskellen på dig og mig”.

Sprogbrug

Udfra den baggrundsviden kan man sige noget om hvordan det giver mening at tale om klimakrisen. Politikerne er uddannede i at tale om alting fra deres synspunkt, så for almindelige borgere giver deres måde at sige tingene på ofte ingen mening. Her er nogle vigtige eksempler på sprogbrug man skal være opmærksom på:

• Lad være med at tale om klimakrisen som en spørgsmål om ’ambition’. Ja, for politikerne er det et spørgsmål om ambition og prestige, men for almindelige mennesker er det en kamp for retten til et sikkert sted at bo. Hvis en bil er ved at køre et barn ned er det ikke et ambitiøst projekt at prøve at redde barnet, men en nødvendighed. Så, politikernes klimapolitik er ikke uambitiøs, men modbydelig og umenneskelig.
• Gør det klart om du henvender dig til dine medborgere eller til politikerne. Politikerne elsker at tale som om borgere og politikere er på samme hold og sige ting som ’vi vil gøre Danmark førende inden for transport’. I samme tråd bruges ’Danmark’ ofte om statens handlinger, selvom befolkningen er imod. F.eks. ”Danmark godkendte salg af militærudstyr til angreb på civile på trods af våbenhvile”.
• Overvej om det er bedst at bruge ’skal’ eller ’vil’. Politikerne bruger ofte ’skal’ når de omtaler upopulære beslutninger f.eks. ”Baltic Pipe er en gasrørledning der skal fragte naturgas fra nordsøen til Polen”. Men for almindelige borgere er der ikke noget ’skal’. Istedet giver det mening at sige ”fossilvirksomhederne vil have en gasrørledning til at fragte deres fossilgas tværs gennem Danmark”. Bonusdetalje: det er fossilgas, ikke naturgas.
• Lad være med at kalde politikerne for ’Kære’. Det ligger lidt i forlængelse af pointen om at være på samme hold, men lige netop ’kære’ bliver brugt meget ofte når der tales ’til’ politikerne. Det er der forskellige grunde til at folk gør, men problemet er at almindelige mennesker, der læser/lytter med får meget svært at se sig selv i beskeden, da ingen tænker på politikerne som deres ’kære’. Hvis du vil smigre politikerne, så gør det privat.
• Pas på med underforstået at lægge politikernes ansvar over på almindelige borgere. Et eksempel er ordet ’tillidskrise’. Når politikerne lyver igen og igen og igen, er det ikke borgernes manglende tillid der er problemet.

I medierne foregår samtalen om klimakrisen ofte med politiske forhandlinger som centrum. Forskellige personers (især politikeres) ønsker og argumenter for hvordan forhandlingen skal ende, bliver præsenteret. Her byder aktivister gerne ind og fortæller om deres holdninger. Men til sidst er det alligevel politikerne, der går ind i forhandlingslokalet og bestemmer. Den slags debatter opretholder illusionen om at den almindelige befolkning har nogen relevant indflydelse indenfor det nuværende politiske system. Ja, der er brug for en debat om hvilke politiske tiltag der ville virke ift. at stoppe CO2-udledninger. Men politikerne prøver ikke engang at reducere dem. Istedet fastholder de udledningerne med fuldt overlæg, gennem f.eks. udvidelsen af Københavns Lufthavn. Vi er nødt til at se ansigt til ansigt med deres bedrag og skifte fokus fra ’hvad vi ville gøre hvis vi havde magt til at ændre ting’, til ’hvordan får vi tilkæmpet os magt til at ændre ting’.

Hvis man følger pointen til bunds, ser man også, at det ofte slet ikke giver mening at tale til politikerne. Medierne fremavler et fuldstændig absurd fokus på dem, og på den måde får de magten til at filtrere hvad der bliver talt om eller ej. Istedet giver det næsten altid mere mening at henvende sig til sine medborgere og invitere dem med ind i kampen om vores rettigheder.

Handling ikke ord

Selvom ordvalg er vigtige i klimakampen gør de ikke i sig selv nogen forskel. Det gælder for politikerne, der lyver i så stort omfang at udtalelser har vitterligt ingen værdi. Ikke engang vedtagede love kan man regne med, før de rent faktisk bliver håndhævet. Men for en gangs skyld gælder det samme også for os borgere. Indtil vi direkte forstyrrer tingenes daglige gang kører den bare uforandret videre. Indtil vi afbryder møder, sætter os i vejen, tilmaler bygninger eller nægter at arbejde kommer der ingen politisk reaktion. Forskellene mellem politikere og borgere, betyder ikke at vi er fri for ansvar eller pligter. Tværtimod er det vores ansvar at tage kampen op og vores pligt at gøre det så fedt som muligt at kæmpe med.