Plejer Dræber

Den her tekst handler om vores situation som almindelige borgere i klimakrisen. Især handler den om hvordan vi taler om klimakrisen, politikerne og vores medborgere. Det første vi må indse, for at finde ud hvad vi skal gøre er, at klimakrisen er en rettighedskamp. Det handler om at beskytte vores rettigheder som almindelige mennesker. På den anden side af kampen står megavirksomheder og staten, der kæmper for deres egne interesser og har det okay med at ødelægge vores rettigheder som bivirkning.

For at gøre teksten mere konkret bruges ordet ’politikere’ i stedet for ’megavirksomheder og staten’ men hold fast i at megavirksomheder har rigtig meget politisk magt og at politikere i forskellig grad er en del af staten. Vi kan ikke regne med at politikerne har bedste intentioner for os, når de klart handler i egne og megavirksomheders interesse. Et meget tydeligt eksempel var da ”klimahandlingsplan 2020” blev lavet. Her var der mulighed for at lade almindelige borgere, videnskaben og/eller megavirksomheder vælge indholdet. Almindelige borgere, repræsenteret gennem et klimaborgerting, blev ikke engang spurgt. Borgertinget blev først oprettet efter planen var lavet og det har ikke fået nogen politisk magt. Videnskaben, repræsenteret gennem Klimarådet blev spurgt og så ignoreret. Sammenhold selv deres anbefalinger, med hovedpunkterne i ”Klimahandlingsplan 2020”. I stedet blev retten til at bestemme foræret til 13 rige personer repræsenteret gennem de såkaldte ”klimapartnerskaber”. Personer, der ikke repræsenterer andre mennesker end dem selv, og aktionærerne for de megavirksomheder, de er ansat af.

Udover at politikere og almindelige borgere har forskellige mål har de også forskellige ansvar i samfundet. Regler og love er bygget op om idéen om samfundskontrakten: almindelige borgere overgiver magten til politikerne på den betingelse at de beskytter deres rettigheder. Men politikerne vælger at beskytte deres egen magtposition og virksomheders muligheder for at tjene penge i stedet for at beskytte os og vores medmennesker i det globale syd mod det sammenbrud af madsystemer som klimakrisen i sidste ende betyder. Der er grundlæggende forskel på staten og almindelige borgere og som borgere er vi nødt til at tale højt om den adskillelse el. som Marjane Satrapi skriver: ”Forskellen på dig og din regering er meget større end forskellen på dig og mig”.

Sprogbrug

Udfra den baggrundsviden kan man sige noget om hvordan det giver mening at tale om klimakrisen. Politikerne er uddannede i at tale om alting fra deres synspunkt, så for almindelige borgere giver deres måde at sige tingene på ofte ingen mening. Her er nogle vigtige eksempler på sprogbrug man skal være opmærksom på:

• Lad være med at tale om klimakrisen som en spørgsmål om ’ambition’. Ja, for politikerne er det et spørgsmål om ambition og prestige, men for almindelige mennesker er det en kamp for retten til et sikkert sted at bo. Hvis en bil er ved at køre et barn ned er det ikke et ambitiøst projekt at prøve at redde barnet, men en nødvendighed. Så, politikernes klimapolitik er ikke uambitiøs, men modbydelig og umenneskelig.
• Gør det klart om du henvender dig til dine medborgere eller til politikerne. Politikerne elsker at tale som om borgere og politikere er på samme hold og sige ting som ’vi vil gøre Danmark førende inden for transport’. I samme tråd bruges ’Danmark’ ofte om statens handlinger, selvom befolkningen er imod. F.eks. ”Danmark godkendte salg af militærudstyr til angreb på civile på trods af våbenhvile”.
• Overvej om det er bedst at bruge ’skal’ eller ’vil’. Politikerne bruger ofte ’skal’ når de omtaler upopulære beslutninger f.eks. ”Baltic Pipe er en gasrørledning der skal fragte naturgas fra nordsøen til Polen”. Men for almindelige borgere er der ikke noget ’skal’. Istedet giver det mening at sige ”fossilvirksomhederne vil have en gasrørledning til at fragte deres fossilgas tværs gennem Danmark”. Bonusdetalje: det er fossilgas, ikke naturgas.
• Lad være med at kalde politikerne for ’Kære’. Det ligger lidt i forlængelse af pointen om at være på samme hold, men lige netop ’kære’ bliver brugt meget ofte når der tales ’til’ politikerne. Det er der forskellige grunde til at folk gør, men problemet er at almindelige mennesker, der læser/lytter med får meget svært at se sig selv i beskeden, da ingen tænker på politikerne som deres ’kære’. Hvis du vil smigre politikerne, så gør det privat.
• Pas på med underforstået at lægge politikernes ansvar over på almindelige borgere. Et eksempel er ordet ’tillidskrise’. Når politikerne lyver igen og igen og igen, er det ikke borgernes manglende tillid der er problemet.

I medierne foregår samtalen om klimakrisen ofte med politiske forhandlinger som centrum. Forskellige personers (især politikeres) ønsker og argumenter for hvordan forhandlingen skal ende, bliver præsenteret. Her byder aktivister gerne ind og fortæller om deres holdninger. Men til sidst er det alligevel politikerne, der går ind i forhandlingslokalet og bestemmer. Den slags debatter opretholder illusionen om at den almindelige befolkning har nogen relevant indflydelse indenfor det nuværende politiske system. Ja, der er brug for en debat om hvilke politiske tiltag der ville virke ift. at stoppe CO2-udledninger. Men politikerne prøver ikke engang at reducere dem. Istedet fastholder de udledningerne med fuldt overlæg, gennem f.eks. udvidelsen af Københavns Lufthavn. Vi er nødt til at se ansigt til ansigt med deres bedrag og skifte fokus fra ’hvad vi ville gøre hvis vi havde magt til at ændre ting’, til ’hvordan får vi tilkæmpet os magt til at ændre ting’.

Hvis man følger pointen til bunds, ser man også, at det ofte slet ikke giver mening at tale til politikerne. Medierne fremavler et fuldstændig absurd fokus på dem, og på den måde får de magten til at filtrere hvad der bliver talt om eller ej. Istedet giver det næsten altid mere mening at henvende sig til sine medborgere og invitere dem med ind i kampen om vores rettigheder.

Handling ikke ord

Selvom ordvalg er vigtige i klimakampen gør de ikke i sig selv nogen forskel. Det gælder for politikerne, der lyver i så stort omfang at udtalelser har vitterligt ingen værdi. Ikke engang vedtagede love kan man regne med, før de rent faktisk bliver håndhævet. Men for en gangs skyld gælder det samme også for os borgere. Indtil vi direkte forstyrrer tingenes daglige gang kører den bare uforandret videre. Indtil vi afbryder møder, sætter os i vejen, tilmaler bygninger eller nægter at arbejde kommer der ingen politisk reaktion. Forskellene mellem politikere og borgere, betyder ikke at vi er fri for ansvar eller pligter. Tværtimod er det vores ansvar at tage kampen op og vores pligt at gøre det så fedt som muligt at kæmpe med.

Tidligere var det religion, der gav svar på nogle af de mest grundlæggende spørgsmål i menneskers liv. Det var i religionen, man fandt sit forhold til døden – andres og sin egen. Man kunne tage del i noget der var større end en selv, gennem ritualer og gennem tanken om at have en fælles mission sammen med alle andre medlemmer af sin religion. Der var svar på hvad der var godt og ondt til prædikener og i de centrale tekster. Man fandt en tilknytning til naturen, f.eks. gennem en idé om en fælles ånd i alt levende. Religion trøstede også ved ensomhed og fortalte at man aldrig var alene og altid kunne søge hjælp i det overnaturlige. Det var en kilde til mod, for dem der havde verden imod sig. Martin Luther King skrev i sin bog Strength to Love: ”If you do not have a deep and patient faith in God, you will be powerless to face the delays, disappointments, and vicissitudes that inevitably come.”

Tiderne skrifter. I den tilsyneladende rimeligt problemfri tilværelse de fleste af os (danskere) lever nu, kan vi snydes til at tro, at vi ikke rigtig har brug for at beskæftige os med disse åndelige spørgsmål. Men der er stadig situationer hvor vi ikke kan undgå at skulle tage stilling. Og der er endnu flere situationer, hvor valget om ikke at søge svar bliver et svar i sig selv.

Hvis vi ikke har en klar rød linje for hvornår noget ikke er okay, fører det for det første til at vi ikke får sagt fra. Nogle gange går det ud over os selv, oftest andre. Men hvad der er lige så vigtigt er, at det kan gøre at vi undgår et svært emne, i frygten for at overtræde en linje som vi ikke ved hvor er. Det kan også nogle gange gøre at man lukker dem der taler om de svære ting ude af samtalen.

Mere generelt, hvis ikke man selv søger svar bliver ens handlinger i stedet afgjort af andre dynammikker. Det kan betyde at man bare gør det, det ser ud til at andre gør, hvilket til en vis grad betyder det medier og reklamer foreslår. Det kan også betyde at man stiller sig tilfreds med hvad end der bliver tilbudt f.eks. til folketingsvalg, eller hvis man søger arbejde. I de situationer hvor man har allermest brug for åndelighed kan det gøre at man giver rimelig meget i køb for de svar man har brug for, ved f.eks. at søge hjælp hos dårlige partnere eller netop en religion.

For den enkelte betyder det at afvise religionen et tomrum, men det er noget der rammer så mange, at det påvirker os som samfund. Et eksempel er da Kirsten Birgits interview med Rasmus Paludan tilbage i 2019 blev bredt anerkendt som det bedste modsvar til hans menneskefjendske projekt. Interviewet handlede udelukkende om hvorvidt den etniske udrenselse Paludan foreslog rent praktisk kunne lade sig gøre i stedet for at slå fast at det altså er en ond og forfærdelig ting at udsætte andre mennesker for så meget smerte. Som Albert Camus skrev i Oprøreren, løst oversat: ”Hvis man stopper med at vurdere handlinger på om de er gode eller onde, er effektivitet det eneste tilbage, der er værd at efterstræbe.”

Teksten her handler ikke om at vi skal tilbage til den totalitære moral som de fleste religioner i bund og grund prædiker, med ofte meget undertrykkende regler om seksualitet, familieliv osv. Men at afvise religionen er ikke nok. Vi har brug for at finde nye kilder til svar på de grundlæggende moralske spørgsmål.

Camus foreslår: ”Fremtiden er den eneste form for transcendens for dem der afviser religionen”. Gennem en forpligtelse overfor fremtiden, kan man indgå i noget der er større en ens eget liv, og finde en fælles mission. Kultur og tradition i meget bred forstand kan også sige noget om hvor vores moralske grænse går, f.eks. i form af skik og brug, (”Her hilser vi, når der kommer nogen vi ikke kender”) eller gennem de historier vi alle sammen kender fra bøger og film. Srdja Popovic, der var central figur i Otpor, oprøret der væltede diktatoren Milosevic i Serbien for ca. 20 år siden, skriver i Blueprint for Revolution hvordan Ringenes Herre lå på hans natbord og huskede ham på at selv en lille gruppe mennesker kunne besejre enorm ondskab med lidt snilde og hjertet på det rette sted.

Alle tal er hentet fra Danmarks Statistik undtagen verdens befolkning, der er hentet fra worldometers.

Der er brugt tal for CO2 udledning, der inkluderer international transport og biomasse, men ikke forbug af varer fra udlandet.

# Et Klimaregnestykke

# Udledninger i ton CO2 ækvivalenter
udledning_i_1990 = 87018000
udledning_i_2019 = 106212000

# Udledningsmål i ton CO2 ækvivalenter
udledning_i_2030 = 0.3*udledning_i_1990
udledning_i_2050 = 0

# Udledninger fra 2011 til om med 2019 i 1000 ton CO2 ækvivalenter
tabel_udledninger_2011_tom_2019 = [112998, 106705, 104603, 99338, 100550, 104749, 106143, 108642, 106212]

#definerer f0 til at angive den årlige udledning i årene 2011-2019
def f0(x):
    return tabel_udledninger_2011_tom_2019[x-2011]*1000 # ganges med 1000 for at få værdi i ton

# Der antages lineær udvikling af CO2 udledning frem til 2030 og fra 2030 til 2050
# f1(x) = a1*x + b1 #fra 2019 til 2030
# f2(x) = a2*x + b2 #fra 2030 til 2050

# dvs. a1*2019 + b1 = udledning_i_2019
# og a1*2030 + b1 = udledning_i_2030
# hvilket giver 
a1 = (udledning_i_2030-udledning_i_2019)/(2030-2019) # og 
b1 = udledning_i_2019 - a1*2019

# ligeledes fås. a2*2030 + b2 = udledning_i_2030
# og a2*2050 + b2 = udledning_i_2050
# hvilket giver 
a2 = (udledning_i_2050-udledning_i_2030)/(2050-2030) # og 
b2 = udledning_i_2030 - a2*2030

#definerer f1 og f2 til at angive den målsatte årlige udledning i henholdsvis 2019-2030 og 2030-2050.
def f1(x):
    return a1*x + b1

def f2(x2):
    return a2*x + b2

# Plot
from matplotlib import pyplot

# opsætning af datasæt
årstal = []
årlig_udledning = []

# udfyldelse af datasæt
for x in range(2011,2019):
    y = f0(x)
    årstal.append(x)
    årlig_udledning.append(y)
for x in range(2019,2030):
    y = f1(x)
    årstal.append(x)
    årlig_udledning.append(y)
for x in range(2030,2050):
    y = f2(x)
    årstal.append(x)
    årlig_udledning.append(y)

pyplot.bar(årstal, årlig_udledning,color='crimson')

pyplot.xlabel('År')
pyplot.ylabel('Ton CO2e')

pyplot.show()

# Samlet udledning
samlet_udledning_dk = 0
for x in range(2050-2011):
    samlet_udledning_dk += årlig_udledning[x]

# Gange op til verdens befolkning
verdens_befolkning = 7713468100 # fra 2019
danmarks_befolkning = 5827463 # fra 2019 Q4

samlet_hypotetisk_udledning_verden = samlet_udledning_dk/danmarks_befolkning*verdens_befolkning

# I gigaton
round(samlet_hypotetisk_udledning_verden/1000000000)

2496

Udregningerne er lavet med Python 3 i Jupyter Notebooks

Lad os lave et regnestykke. Ja, det kommer til at gøre nas, men ikke på grund af matematikken. Til gengæld kommer det forhåbentligt til at give lidt klarhed om klimakrisen og 70%-målet. Målet er at se hvilket omfang af klimakatastrofe vi ville ende med, hvis resten af verdens stater planlagde udledninger som den danske stat.

Vi tager udgangspunkt i hvor meget Danmark vil komme til at udlede hvert år frem til 2050 hvis vi følger 70%-målet. Så lægger vi alle de årlige udledninger sammen. Så ganger vi de sammenlagte udledninger op fra Danmarks befolkning til Verdens befolkning. Det giver os så hvor meget CO2, der på verdensplan ville nå at blive udledt, hvis alle udledte som Danmark kommer til ifølge 70%-målet. Til sidst ser vi på hvilken temperaturstigning det ville betyde.

Lad os få det overstået

Med målet om 70% reduktion i 2030 får vi de årlige udledninger, der kan ses her:

Lægger man de årlige udledninger sammen får man i alt 1,9 milliarder ton CO2.

Så skal der ganges op til verdens befolkning: 1,9 milliarder delt med danmarks befolkningstal, ganget med verdens befolkningstal giver 2.500 millarder.

Altså ville hele verden samlet udlede 2.500 millarder ton CO2 hvis alle stater planlagde at alle skulle udlede samme mængde som hver dansker.

Så mangler vi bare at finde ud af hvor meget opvarmning det ville betyde. Det kan man slå op i den her tabel fra IPCC.

Skemaet fortæller os at 2.500 millarder ton CO2 betyder en tredjedel chance for at komme over 3 grader.

Det var det regnestykke – ikke så slemt vel?

Jo, faktisk grænseløst alvorligt. Tre graders opvarmning betyder hundredevis af millioner af mennesker tvunget på flugt og mange millioner døde af hovedsageligt sult.

kilder

Den 16. til 20. september 2020 holdt Extinction Rebellion Danmark klimaoprør. Nu er vi ved at gå over I en periode med evaluering, men inden da er det på plads med en hyldest til alt det gode, der skinnede igennem selv når det var hårdt.

IPCC har slået fast at der er brug for 'rapid, far-reaching and unprecedented changes in all aspects of society'. Oprøret fik I hvert fald ændret Kongens Nytorv hurtigt, omfattende og på en måde, der ikke var set før. Oven i det kom aktionerne mod Danske Bank, DR Byen og Industriens Hus, der gjorde det blændende klart hvor og hvordan de næste hurtige, omfattende og hidtil usete ændringer skal komme.

Hermed et hurra for alt det, der var anderledes under oprøret:

Hurra for dem, der tog sig af andre når de havde brug for hjælp!

Hurra for at tingene blev sagt som de er og at følelser var tilladt!

Hurra for den donationsbetalte mad, der smagte så godt at det var en revolution i sig selv!

Hurra for de hænder, der var klar til at løfte og give, reparere og pynte, holde og vinke!

Hurra for dem, der sørgede for at ingen blev glemt, dag og nat!

Hurra for dem, der havde mod til at følge deres hjerte uanset hvad der ventede af modstand!

Hurra for de mennesker, der talte med politiet og publikum, som forklarede og lyttede, og stod ved videnskaben og dens betydning!

Hurra for den smukke båd!

Hurra for at svære beslutninger blev taget, når det var nødvendigt!

Hurra for at der blev sørget for at andre kunne se klimakrisen og oprøret for hvad det var, uden at historien blev forvrænget eller opmærksomheden blev afledt!

Hurra for oprøret, lad os gøre det igen!